Et tre uten frukt!

Ennå et år.

Luk. 13, 6-9.

Av NDH.

Jesus formaner jødene til omvendelse, ellers kommer dommen. Da bruker han en lignelse for å belyse konsekvensene av å ikke omvende seg i tide. Det samme gjelder i dag – og oss alle. La oss stanse for noe i denne beretningen nettopp nå.

1. Treet var mannens eiendom.

Derfor hadde han råderett over det. Etter skapelsen er alle mennesker Guds ”eiendom” på den måten at han har rett til oss og kan bestemme over alle mennesker. Han står ikke til regnskap for noe, det gjør derimot vi. Skapelsen betyr at vi ikke er et videreutviklet dyr, slik de lærer i nesten alle skoler nå. Vi mennesker ble til ved en spesiell skaperakt av Gud. Derfor er vi underlagt ham med livet vårt.

2. Mannen var interessert i treet. V. 6.

Han lette etter frukt, ville se om det var nyttig og slik han ønsket det. Ville det bære frukt i år?

I Salme 14, 2 leser vi: Herren ser ned på menneskenes barn for å se om det er noen forstandig. Og i Salme 33, 13 heter det: Fra himmelen skuer Herren ned på alle menneskenes barn.

Gud ser altså på deg i dag. Han besøker oss og gransker oss. Mon tro han er fornøyd? Hva finner han dette året hos oss? Jesus sa til sine disipler i Mat. 18, 20: Hvor to eller tre er samlet i mitt navn, der er jeg…

Hvorledes er det i landet vårt nå for tiden? Og hva er stillingen i den norske Kirke, i frimenighetene og i organisasjonene? Står det bra til? Er vi samlet slik at Jesus kan være der? Jeg har inntrykk av at mange steder er det mer en sosial samling enn om Jesu gjerning og vilje. Folk skal kjenne seg vel i kirken, ingen må støtes av en for direkte forkynnelse, og alle blir innbudt til alters. Er det rett i en kristen menighet?

3. Guds tålmodighet tar slutt.

I v. 7 ser vi det: I tre år har han stelt med treet, nå er det på tide at frukten kommer. Han leter og leter – uten resultat. Treet var til ingen nytte. Er det slik med noen av oss?

Det er bare rimelig at han sier: Ta det bort! Hvorfor skal det oppta plassen til ingen nytte. Det er noe av det verste: Som menneske og kristen er jeg til ingen nytte for Gud! Da har vi egentlig ikke noe her å gjøre.

Og livet blir forgjeves og nytteløst om vi ikke følger Jesus og gjør hans vilje. Det burde være et meget viktig spørsmål ved årets slutt og hver dag i året. Jeg er ofte redd for at Herren holder på å flytte lysestaken bort fra vårt land. Han har strevet i tusen år med dette folket. Men de som leder landet vårt, vil ikke ha noe med Gud å gjøre. Og noen av dem som leder kirkene, ser ut til å avskaffe Guds ord som den enste gyldige rettesnor for lære og liv. Vi kan ikke unnskylde oss med at et lærespørsmål ikke er et lærespørsmål, men en ordningssak. Og da gjelder liksom ikke Guds ord. Dette bør vi tenke mer gjennom – i privatlivet og i kirken.

4. En bad – og hadde omsorg for treet, v. 8.

Han som hadde ansvar for hagen, sa: Prøv en gang til. Bare dette ene året til. Jeg skal gjøre det jeg kan ennå en gang, jeg spa omkring det og legge ny gjødsel på. Da må det vel bære frukt.

Det er nåde. Det var helt ufortjent. Og Jesus sa til Peter: Jeg bad for deg at din tro ikke skulle svikte. Luk. 22. 32. Slik bad også Abraham for den ugudelige byen Sodoma.

Det er evangeliet til den svake og sløve og frafalne. Jesus vil prøve igjen. Slik gjorde han Israel i den gamle pakt gang etter gang. Jes. 1, 25 sier noe her: Jeg vil igjen ta meg av deg. Og det er nok sant om den norske Kirke og vårt kristenfolk, det Jerem. sier i Klagesangene 3, 22: Det er Herrens miskunnhet at det ikke er forbi med oss.

Må det falle mange tårer hos oss kristne dette nyttår. Og bønner om nåde ennå en gang.

5. Den endelige dom, v. 9.

Hvis ikke – sier han. Hvis folket ikke vender om og begynner å leve under Herrens tukt, kommer dommen. Han vil hogge treet ned. Han har rett til det, for vi er hans eiendom. Og dommen er alvorlig – det finnes ingen rettrett ett den. Den er ”inappellabel” – vi kan ikke be om ny behandling i den himmelske domsstol.

Vi kan egentlig bare gjøre en ting: bøye oss for Gud, innrømme at han har rett. Og ta vår tilflukt til ham. Heller ikke det er en lovgjerning som vi kan rose oss av. Det er bare vårt siste og eneste håp. Vil du komme i dag? Jesus venter med full tilgivelse. Amen.

Julen er kommet med ...

Julehøytiden er nær!

Det er en spesiell tid for oss kristne. Og egentlig er det slik for hele verden. For julen er beregnet på alle mennesker i alle land. Englene sang om det på markene utenfor Betlehem. For alle...

Hvordan er så julen blitt?

Du behøver ikke lang tid for å finne svaret på det. Gå i butikkene, se på TV, les avisene - og snakk med folk. Alle steder ser du det samme: Det handler om penger, kjøp og salg, gaver, mat, vin og øl mange steder. Folk skal "leve" - for i morgen dør vi, som hedningene sa i bibelsk tid.

Materialismen er vår tids gud. Folk skal ha mest mulig av alle ting, og ofte duger bare det dyreste. Man tilber tingene og sin egen nytelse av dem. Mange ser på naboen og undres over hva de har - og så er det handlerunde.

Er de kristne noe bedre enn verden her?

Ordet "kristne" handler alltid om minst to slag: Det er de sanne, rette troende, som lever sin åndelige liv med Gud. De prøver etter evne å leve etter Bibelens ord. Når det ikke lykkes, kommer tårene over svik og svikt - og bønn om ny nåde.

Til alle tider har det også vært noen verdsliggjorte kristne. Vi skal ikke her dømme om de har liv i Gud og kommer til himmelen. Men livet sier noe om hva de prioriterer og hvordan de lever. Guds barn bør være på vakt mot den utglidning som har skjedd over mange år.

Guds folk er et annerledes folk. Vi er både lys og salt. Det siste svir i verdens øyne. Men skal vi være klare lys, er vi også samtidig salt. De kan ikke skilles.

Mellom ytterpunktene lever det nok en del kristne som halter, som Elias talte om på Karmel.
Det er ikke det at vi alle kjøper noe til jul, som er avgjørende. Men hva lever vi for og hva er det vesentlige i vårt liv? Er det nisser og engler og snø og selskaper som opptar oss?

Hva er så julehøytiden?

Kort og kontant heter det: Jesus kom til jord! I navnet JESUS ligger alt. For Jesus betyr Herren frelser. Og vi mennesker er falt i synd - og det er et dypt fall. Ingen kan komme bort fra det ved egen hjelp. Det var derfor Jesus kom. Bare han kan frelse oss.

Fikk han lov til det? For deg? Da er det jo ganske naturlig å la han være hovedperson i julen. Takk ham, tilbe og love ham - og la han bestemme livet. Det vil vise igjen når vi har samvær med familie og venner - både i julen og etter høytiden - i hverdag og fest. Han er jo den STORE gaven. Hans fattigdom ble vår rikdom. 2. Kor. 8. 9.

Skal vi la julen ha preg av det dette året, mer enn før?

God og velsignet julehøytid for alle og mest for Guds barn. Amen.
--

Kristendom og skole.

Kristendomsfaget ut av skolen.

Det siste trekket ved regjeringa er å forandre navnet på KRL-faget. Vi var ikke så begeistret for alt i dette faget, men det hadde tross alt en stor kristendomsdel. Nå skal alle religioner stilles likt. Den nye ministeren for skolen var tydelig begeistret og seiersbevisst på TV da han annonserte det som skulle skje.

At ordet kristendom forsvinner fra navnet på faget, er et signal, sier han. Og det har han rett i. Det blir et signal til folket vårt om at kristendom ikke lenger er viktig for dem. Alle religioner skal være like, og undervisningen blir dermed intetsigende.

Flere privatskoler.

Nå blir det enda viktigere å starte nye privatskoler i bygd og by. Bare den kan nå sikre en sann opplæring i kristen tro – som har vært et bærende element i folket vårt gjennom tusen år. Det må ikke forsvinne.

Samtidig må vi fremdeles arbeide for at den offentlige skolen skal få en kristen grunntone. Det betyr ikke at en behøver å ha forkynnelse i form av vekkelsesmøter. Det er det lenge, lenge siden det har vært – om det noen gang har skjedd slik sosialistene nå snakker om.

Regjeringen har truet med nedleggelse av ”privatskolene”. Og de vil nekte tilskudd. Ennå sier de at det er lov med livssynsskoler. Men hvor lenge? Med den tankegang som stadig kommer fram at staten skal styre alt.

Statsstøtte.

Det er underlig. De aller aller fleste i folket vårt har en kristen forankring om ofte svakt. Og vi betaler skatt som alle andre. Våre skattepenger går dermed til en humanetisk skole som skygger unna alt som smaker av kristenmanns blod.

Da er det ganske underlig at de kristne ikke skal få en selvsagt støtte til sine skoler. Det burde heller være slik at staten oppmuntret de kristne til å starte skoler, når et stort flertall av folket har syn for kristendommen (selv om de ikke er personlig kristne).

Kristenfolket må be mye for dette. Skolen er oppdragelsen av folket i framtida. Slik signalene er nå, blir folket et avkristnet folk før vi egentlig tror det. Og et avkristnet folk ligger åpent for alle nye tanker og retninger som oppstår. De har intet fundament for sitt indre liv, og griper til der de finner noe. Da går det galt. La oss be for landet vårt.

NDH.

Be for Latvia !

Eg fekk ein telefon i kveld frå ein ven i Latvia. Han ber om forbøn for landet, dei er i ei politisk krise som har effekt for det åndelege. Grupper i landet vil innføra full fridom for dei homoseksuelle i både samfunn og kyrkje. Ei ny regjering skal koma ikr. 4. desember. Nå ber han oss om å be for landet - at Gud må leia det slik at ei rett regjering for makta som slik kan føra landet og folket vidare på rett veg.

Herre Jesus: Du ser situasjonen i Latvia som i alle andre land. Og me ber i ditt navn og for di skuld at folket må få rette leiarar som ottast deg og slik at folket vert ført på dine vegar. Herre, der ber me om også for vårt eige land - i JESU NAMN. Amen.

Dansk innlegg - bl. a. om kvinner i styret.

Bemærkninger til forslag om ændret struktur for LM (en Luthersk Misjon).

Hentet fra Nyt-i-natten.

1. I LM har man gennem længere tid drøftet forslag til ændringer af strukturen for den øverste ledelse. Forslaget er så vidt jeg ved ikke offentligt, men det jeg har hørt går på, at man vil skelne mellem en landstyrelse, som har det åndelige og teologiske ansvar, og et landsråd som skal tage sig af praktiske, organisatoriske og økonomiske forhold. I dette råd kan der sidde kvinder. Det sidste finder jeg betænkeligt, da det vil stride mod et bibelsk princip.

Paulus lærer, at undervisning og ledelse er forbeholdt mænd. 1 Tim 2,12 skriver Paulus, og her citerer jeg, hvad der står i den græske tekst:

Men jeg tillader ikke en kvinde at undervise eller at bestemme over en mand

Befalingen gælder i menigheden.[1] Den gælder i forhold til mænd, dvs. i menigheden hvor der sidder troende mænd.[2] Paulus tillader ikke, at kvinder leder menigheden. ”At bestemme over en mand” betyder at udøve autoritet over en mand. Menighedsledelse er at lede og styre en menighed. Det sker ved at træffe beslutninger af praktisk og økonomisk og af åndelig og teologisk art (f.eks. hvem skal forkynde og undervise og om hvad). Det sker ved at konkret vejledning, formaning og undervisning og ved menighedstugt. Gud har skabt manden som kvindens hoved (se 1 Kor 11,3+8-9). Dette får konsekvenser for forholdet mellem mand og hustru i ægteskabet (se Ef 5, 22-33) og for forholdet mellem mand og kvinde i menigheden (se 1 Kor 14,34-35 og 1 Tim 2,11-15). Menighedsledelse er en hovedfunktion. Den er forbeholdt mænd. I de nytestamentlige menigheder var det praksis at indsætte ældsteråd (se ApG 14,13, 1 Tim 3,1-6 og Tit 1,5+6-9). De ældste var mænd (se 1 Tim 3,2: ”én kvindes mand”).[3]

I ”Åndeligt lederskab – hyrde- og læreransvaret i LM” (Vejledning fra Luthersk Missionsforenings landstyrelse, november 2003) står der på side 4:

”Når det gælder opgaver og funktioner som menighedsledere med styreansvar, finder vi i Ny Testamente flere forskellige betegnelser: ældste, tilsynsmænd, hyrder, forstandere. Der er ikke nogen klar angivelse af, hvilke opgaver hver af disse tjenester tog vare på. Om ikke de er identiske, så er der i hvert fald en del overlapninger – både med hensyn til betegnelserne og de funktioner, de refererer til. (se f.eks. Ap.G 20,17 og 28, 1 Tim 5,17; Ef. 4,11). Et skriftafsnit som Tit. 1,5-9 antyder noget om, hvad en ældste og tilsynsmand skal påtage sig.” På side 5 står der:

”Når 1. Tim. 2,12 forbyder kvinder at optræde som lærere og i det hele taget at udøve autoritet over mænd, så må det indebære, at kvinder ikke kan indtage de poster i menigheden, der går under betegnelsen ældste, tilsynsmænd, hyrder, lærere og forstandere.”

I LM’s nuværende struktur har man korrekt forstået, at landstyrelse og delegeretmøde udøver en styrefunktion, og at der derfor skal sidde mænd i begge råd.

2. Når man i dag vil ændre strukturen og placere kvinder i rådet, nævner man typisk fire argumenter for kvinders deltagelse i en kristen forenings øverste ledelse.

1) Deling af ledelsen. Man deler den øverste ledelse i en praktisk (organisatorisk og økonomisk) del og i en åndelig og teologisk del. Kvinder kan da sidde i den del, der tager sig af organisatoriske og økonomiske sager. Så vidt jeg kan se, har vi ingen eksempler på en sådan opdeling i Det ny Testamente. Vi har eksempler på, at praktiske opgaver uddelegeres (f.eks. ApG 6,1-6). Det afgørende er, at vi ikke kan adskille det organisatoriske og økonomiske fra det åndelige og teologiske. Organisatoriske ændring eller økonomiske beslutninger kan betyde, at man f.eks. flytter ressourcer fra forkyndende til socialt arbejde. Det organisatoriske og økonomiske og det åndelige og teologiske er vævet sammen.

2) Kvindelige forbilleder. Man argumenterer med, at det er nødvendigt med kvindelige forbilleder også i ledelsen. Bibelen taler en del om kvinder som forbilleder, det gælder hustruens underordning under manden (1 Pet 3,1-6), det gælder i gudsfrygt (1 Tim 2,10 og 1 Pet 3,2), det gælder gode gerninger (1 Tim 2,10 og 5,9ff) og som vejledere i det gode (Tit 2,3-5). I Ordsp 31,10ff er der en lovprisning af den gode hustru. Troende kvinder er forbilleder for andre kvinder i vejledning, gode gerninger, gudsfrygt og underordning. Men Det ny Testamente omtaler aldrig, at kvinder skal være ledere i menigheden og på den måde være synlige forbilleder som ledere, eller at kvinder skal deltage i den øverste ledelse og på den måde være forbilleder. Hvis vi i vore menigheder har et problem med kvindelige forbilleder, må det løses på en anden måde end ved at give kvinder del i den øverste ledelse.

3) Det kvindelige perspektiv. Man argumenterer med, at mænd har brug for at få den specielle kvindelige synsvinkel på de sager, der drøftes i den kristne forenings øverste ledelse. Ofte argumenterer man med, at kvinder står for nogle særlige værdier og har en speciel empati, og at dette kvindelige perspektiv er et nødvendigt supplement til mændenes måde at gribe tingene an på. I Det ny Testamente hører vi intet om dette. Gud har jo bestemt, at mænd skal lede menigheden, og Gud indsætter mænd i menighedens ledelse. De to køn er naturligvis forskellige og supplerer hinanden, men hvis det var nødvendigt med et kvindeligt islæt i menighedens ledelse, havde Gud forordnet det. I praksis taler (fornuftige) mænd med kvinder og får løbende deres synsvinkel på de forhold, som optager os.

4) Kvinden er mandens hjælper. Kvinder kan sidde med i den øverste ledelse som mandens hjælper. Dette er en forholdsvis ny argumentation. Her knytter man til ved beretningen om kvindens skabelse. I 1 Mos 2,18 hører vi, at kvinden skabes som ”en hjælper, der svarer til ham (manden)”. Man mener, at denne bestemmelse skal kvinden også opfylde i menigheden. Kvinden kan derfor tage del i ledelse af menigheden. Kvinden skal blot gøre det som mandens hjælper, og der skal blot være en øverste mandlig ledelse.

Dette er misbrug af forestillingen om kvinden som mandens hjælper. 1 Mos 2 fortæller om, at Eva (kvinden) skabes som en hjælper, der svarer til manden (Adam), og i 1 Mos 2 er det helt tydeligt, at dette sker med henblik på ægteskabet. Adam er alene (1 Mos 2,18). Han mangler denne hjælper, der svarer til ham. Eva skabes, og Gud fører som en brudefører Eva til Adam. Her er denne hjælper, der svarer til ham, og som vil være med til at gøre hans liv godt. Eva skabes med henblik på ægteskabet med Adam. ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1 Mos 2,24) beskriver konsekvensen: indgåelse af ægteskab. Vers 24 beskriver ægteskabet som ordning. Sådan forstår Jesus det (se Matt 19,5). ”Derfor” betyder: Fordi Eva er skabt af Adam som denne hjælper, der svarer til ham, binder Adam sig til Eva og bliver ét kød med hende. ”Ét kød” beskriver en enhed, der opstår, når manden og kvinden hver for sig opfylder deres bestemmelse i ægteskabet.

Kvinden skabes altså som mandens hjælper med henblik på ægteskabet, og Det ny Testamente bruger aldrig dette som et princip, der gælder menigheden. Det ny Testamente viser desuden i praksis, at sådan tænker man ikke. Hverken Jesus eller Paulus tænker sådan. De tolv apostle er alle mænd. Ældsterådene består af mænd. En anvendelse af forestillingen om kvinden som mandens hjælper på menighedens ledelse vil også være i modsætning til Paulus’ formaninger om, at menighedens ledelse er forbeholdt mænd. For når en kvinde sidder med i et ledende råd som hjælper, vil hun aktiv deltage i ledelse og vil have indflydelse på ledelsen. Kvinden vil være medbestemmende.

I kristne foreningers ledende råd skal der derfor sidde mænd, fordi Gud har givet dette ansvar til mænd.

Torben Kjær november 2007

---

[1] I 1 Tim 2,1-3,13 giver Paulus nogle formaninger om forhold i menigheden. Dette er tydeligt i 3,14-15, hvor Paulus skriver om formålet med formaningerne: at Timotheus skal ”vide, hvordan man færdes i Guds hus (= menigheden)”.

[2] I den danske oversættelse har man fejlagtig indsnævret meningen til at gælde i forhold til ægtemanden (”heller ikke at bestemme over sin mand”)

[3] I Det ny Testamente hører vi om menighedstjenere, og det er både mænd og kvinder (ApG 6,1-6; Rom 16,1-2 (Føbe) og 1 Tim 3,8-13). Menighedstjenere har haft praktiske opgaver i den lokale menighed. De har stået for uddeling af praktisk hjælp (mad, tøj, husly etc.) til menighedens fattige og lidende.

Kyrkjemøtet i nov. 2007.

KOMMENTAR:

På kyrkjemøtet i nov. 2007 vart det sett eit grenseskjellande vedtak om homofili.

Som ein kristen stiller eg spørsmål ved dette – og det trur eg mange gjer etter dei samtalar eg har hatt med folk. Me er sorgfulle over at den norske kyrkja er så tydeleg på veg bort frå kyrkja sin grunn. (Dette byrja ikkje med homovedtaket – men lenge før. Den delen skal me ikkje ta opp nå.)

Glede tross homovedtak - på kirkemøtet.

Personlige kristne har sorg nå. Kirken har gjort vedtak på tvers av Guds tale. De gråter. De ber. Og de tenker på framtida.

Og da: De frelste kan glede seg! Den verdsliggjort kirke har flertall for å legalisere synder – på et kirkemøte! Tenk det!

De frelste kjenner et annet flertall: Den hellige treenighet. Ingen har ennå beseiret den, selv ikke Satan. Og de vil aldri klare det. Jesu rop på korset er seier i verdensklasse: Fullbrakt. Da er siste ord sagt.

Jeg synes synd på de homo-liberale som ikke ser det. Tenk det er prester som synes å ikke kjenne Guds ord. Og de tar det ikke alvorlig. Vi må be om at de må bli frelst.

Midt i alt dette gleder vi oss: Jesus er seierherre over alle. Snart vil han vise seg i all sin prakt ogmakt. Da skal også freidige syndere stamme fram: Du har rett, Galileer!

Men da er det for seint.

Nils Dybdal-Holthe i Dagen 21. nov. 2007.

(Dette tema blir utvidet og belagt med bibelsitat senere.)