Bemærkninger til forslag om ændret struktur for LM (en Luthersk Misjon).
Hentet fra Nyt-i-natten.
1. I LM har man gennem længere tid drøftet forslag til ændringer af strukturen for den øverste ledelse. Forslaget er så vidt jeg ved ikke offentligt, men det jeg har hørt går på, at man vil skelne mellem en landstyrelse, som har det åndelige og teologiske ansvar, og et landsråd som skal tage sig af praktiske, organisatoriske og økonomiske forhold. I dette råd kan der sidde kvinder. Det sidste finder jeg betænkeligt, da det vil stride mod et bibelsk princip.
Paulus lærer, at undervisning og ledelse er forbeholdt mænd. 1 Tim 2,12 skriver Paulus, og her citerer jeg, hvad der står i den græske tekst:
Men jeg tillader ikke en kvinde at undervise eller at bestemme over en mand
Befalingen gælder i menigheden.[1] Den gælder i forhold til mænd, dvs. i menigheden hvor der sidder troende mænd.[2] Paulus tillader ikke, at kvinder leder menigheden. ”At bestemme over en mand” betyder at udøve autoritet over en mand. Menighedsledelse er at lede og styre en menighed. Det sker ved at træffe beslutninger af praktisk og økonomisk og af åndelig og teologisk art (f.eks. hvem skal forkynde og undervise og om hvad). Det sker ved at konkret vejledning, formaning og undervisning og ved menighedstugt. Gud har skabt manden som kvindens hoved (se 1 Kor 11,3+8-9). Dette får konsekvenser for forholdet mellem mand og hustru i ægteskabet (se Ef 5, 22-33) og for forholdet mellem mand og kvinde i menigheden (se 1 Kor 14,34-35 og 1 Tim 2,11-15). Menighedsledelse er en hovedfunktion. Den er forbeholdt mænd. I de nytestamentlige menigheder var det praksis at indsætte ældsteråd (se ApG 14,13, 1 Tim 3,1-6 og Tit 1,5+6-9). De ældste var mænd (se 1 Tim 3,2: ”én kvindes mand”).[3]
I ”Åndeligt lederskab – hyrde- og læreransvaret i LM” (Vejledning fra Luthersk Missionsforenings landstyrelse, november 2003) står der på side 4:
”Når det gælder opgaver og funktioner som menighedsledere med styreansvar, finder vi i Ny Testamente flere forskellige betegnelser: ældste, tilsynsmænd, hyrder, forstandere. Der er ikke nogen klar angivelse af, hvilke opgaver hver af disse tjenester tog vare på. Om ikke de er identiske, så er der i hvert fald en del overlapninger – både med hensyn til betegnelserne og de funktioner, de refererer til. (se f.eks. Ap.G 20,17 og 28, 1 Tim 5,17; Ef. 4,11). Et skriftafsnit som Tit. 1,5-9 antyder noget om, hvad en ældste og tilsynsmand skal påtage sig.” På side 5 står der:
”Når 1. Tim. 2,12 forbyder kvinder at optræde som lærere og i det hele taget at udøve autoritet over mænd, så må det indebære, at kvinder ikke kan indtage de poster i menigheden, der går under betegnelsen ældste, tilsynsmænd, hyrder, lærere og forstandere.”
I LM’s nuværende struktur har man korrekt forstået, at landstyrelse og delegeretmøde udøver en styrefunktion, og at der derfor skal sidde mænd i begge råd.
2. Når man i dag vil ændre strukturen og placere kvinder i rådet, nævner man typisk fire argumenter for kvinders deltagelse i en kristen forenings øverste ledelse.
1) Deling af ledelsen. Man deler den øverste ledelse i en praktisk (organisatorisk og økonomisk) del og i en åndelig og teologisk del. Kvinder kan da sidde i den del, der tager sig af organisatoriske og økonomiske sager. Så vidt jeg kan se, har vi ingen eksempler på en sådan opdeling i Det ny Testamente. Vi har eksempler på, at praktiske opgaver uddelegeres (f.eks. ApG 6,1-6). Det afgørende er, at vi ikke kan adskille det organisatoriske og økonomiske fra det åndelige og teologiske. Organisatoriske ændring eller økonomiske beslutninger kan betyde, at man f.eks. flytter ressourcer fra forkyndende til socialt arbejde. Det organisatoriske og økonomiske og det åndelige og teologiske er vævet sammen.
2) Kvindelige forbilleder. Man argumenterer med, at det er nødvendigt med kvindelige forbilleder også i ledelsen. Bibelen taler en del om kvinder som forbilleder, det gælder hustruens underordning under manden (1 Pet 3,1-6), det gælder i gudsfrygt (1 Tim 2,10 og 1 Pet 3,2), det gælder gode gerninger (1 Tim 2,10 og 5,9ff) og som vejledere i det gode (Tit 2,3-5). I Ordsp 31,10ff er der en lovprisning af den gode hustru. Troende kvinder er forbilleder for andre kvinder i vejledning, gode gerninger, gudsfrygt og underordning. Men Det ny Testamente omtaler aldrig, at kvinder skal være ledere i menigheden og på den måde være synlige forbilleder som ledere, eller at kvinder skal deltage i den øverste ledelse og på den måde være forbilleder. Hvis vi i vore menigheder har et problem med kvindelige forbilleder, må det løses på en anden måde end ved at give kvinder del i den øverste ledelse.
3) Det kvindelige perspektiv. Man argumenterer med, at mænd har brug for at få den specielle kvindelige synsvinkel på de sager, der drøftes i den kristne forenings øverste ledelse. Ofte argumenterer man med, at kvinder står for nogle særlige værdier og har en speciel empati, og at dette kvindelige perspektiv er et nødvendigt supplement til mændenes måde at gribe tingene an på. I Det ny Testamente hører vi intet om dette. Gud har jo bestemt, at mænd skal lede menigheden, og Gud indsætter mænd i menighedens ledelse. De to køn er naturligvis forskellige og supplerer hinanden, men hvis det var nødvendigt med et kvindeligt islæt i menighedens ledelse, havde Gud forordnet det. I praksis taler (fornuftige) mænd med kvinder og får løbende deres synsvinkel på de forhold, som optager os.
4) Kvinden er mandens hjælper. Kvinder kan sidde med i den øverste ledelse som mandens hjælper. Dette er en forholdsvis ny argumentation. Her knytter man til ved beretningen om kvindens skabelse. I 1 Mos 2,18 hører vi, at kvinden skabes som ”en hjælper, der svarer til ham (manden)”. Man mener, at denne bestemmelse skal kvinden også opfylde i menigheden. Kvinden kan derfor tage del i ledelse af menigheden. Kvinden skal blot gøre det som mandens hjælper, og der skal blot være en øverste mandlig ledelse.
Dette er misbrug af forestillingen om kvinden som mandens hjælper. 1 Mos 2 fortæller om, at Eva (kvinden) skabes som en hjælper, der svarer til manden (Adam), og i 1 Mos 2 er det helt tydeligt, at dette sker med henblik på ægteskabet. Adam er alene (1 Mos 2,18). Han mangler denne hjælper, der svarer til ham. Eva skabes, og Gud fører som en brudefører Eva til Adam. Her er denne hjælper, der svarer til ham, og som vil være med til at gøre hans liv godt. Eva skabes med henblik på ægteskabet med Adam. ”Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød” (1 Mos 2,24) beskriver konsekvensen: indgåelse af ægteskab. Vers 24 beskriver ægteskabet som ordning. Sådan forstår Jesus det (se Matt 19,5). ”Derfor” betyder: Fordi Eva er skabt af Adam som denne hjælper, der svarer til ham, binder Adam sig til Eva og bliver ét kød med hende. ”Ét kød” beskriver en enhed, der opstår, når manden og kvinden hver for sig opfylder deres bestemmelse i ægteskabet.
Kvinden skabes altså som mandens hjælper med henblik på ægteskabet, og Det ny Testamente bruger aldrig dette som et princip, der gælder menigheden. Det ny Testamente viser desuden i praksis, at sådan tænker man ikke. Hverken Jesus eller Paulus tænker sådan. De tolv apostle er alle mænd. Ældsterådene består af mænd. En anvendelse af forestillingen om kvinden som mandens hjælper på menighedens ledelse vil også være i modsætning til Paulus’ formaninger om, at menighedens ledelse er forbeholdt mænd. For når en kvinde sidder med i et ledende råd som hjælper, vil hun aktiv deltage i ledelse og vil have indflydelse på ledelsen. Kvinden vil være medbestemmende.
I kristne foreningers ledende råd skal der derfor sidde mænd, fordi Gud har givet dette ansvar til mænd.
[1] I 1 Tim 2,1-3,13 giver Paulus nogle formaninger om forhold i menigheden. Dette er tydeligt i 3,14-15, hvor Paulus skriver om formålet med formaningerne: at Timotheus skal ”vide, hvordan man færdes i Guds hus (= menigheden)”.
[2] I den danske oversættelse har man fejlagtig indsnævret meningen til at gælde i forhold til ægtemanden (”heller ikke at bestemme over sin mand”)
[3] I Det ny Testamente hører vi om menighedstjenere, og det er både mænd og kvinder (ApG 6,1-6; Rom 16,1-2 (Føbe) og 1 Tim 3,8-13). Menighedstjenere har haft praktiske opgaver i den lokale menighed. De har stået for uddeling af praktisk hjælp (mad, tøj, husly etc.) til menighedens fattige og lidende.
